2006

Her kan du læse om de vigtigste begivenheder i 2006:

A. Først ”Nyheder” – måned for måned (i baglæns orden)

B. Føl 2006

A. Nyheder 2006

Oktober: Så er der nye fotos af føllene og vores ungdyr. Prøv bare at se dette lille udvalg:

Først Limelight – ”det flødefarvede lyn”:

Og så lidt føl:

Evita                                                 Zorba

Ladybird                           Ivanhoe

               Abbey                                               Buttercup

 

Juli: Matti har gjort det igen!!

Ved sit show nr. 2 i år, Sydwelsh Show i Skåne,  gentog han succesen fra plageskuet på Dorthealyst, idet han fik GULDMEDALJE med 41 points, heraf igen 9 for type og 9 for bygning. Han nøjedes dog ikke med det, men snuppede igen titlen som BEST-IN-SHOW for ungdyr, og minsandten om han ikke også snuppede titlen som Welsh Cob HINGSTECHAMPION foran de gamle hingste!  Altså igen en formidabel succes for vores unge håb.

Desuden kan vi med blandede følelser berette, at Valhallas Hazel nu igen er vores, idet vi har købt hende tilbage fra Julie!! De blandede følelser er et mix af ”sorg” og glæde: ”Sorg” fordi Julie nu har så travlt med studier, fritidsjob, rejser (lige nu er hun i Mexico!!) og det københavnske caféliv, at hun fandt det for svært at kombinere alt dette med et tilstrækkeligt aktivt liv som hesteejer. I denne situation fandt hun det bedst, at Hazel igen fuldt og helt var vores, så glæden kommer naturligvis af, at superhoppen dermed igen er vores  -  sådan som hun var det i de første 2 minutter, da hun blev født!

 

Juni: Hestene er nu 100 % vænnet til græsset, men det har taget usædvanlig lang tid i år. Mest fordi foråret startede så koldt og tørt, hvorefter det blev meget varmt og tørt; i denne periode stod græsset nærmest helt stille, så vi kunne ikke rigtig starte den sædvanlige, langsomme tilvænning.

I maj blev det igen køligt -  og voldsomt vådt -  og så eksploderede græsset!! Følhopperne, der bedst kan tåle det tykke lag græs, går nu i græs til knæene.

De to 1 års hingste (Limelight & Mr. McCartney -  Eriks sec.C) er kommet på sommergræs på vores sædvanlige sommerfold hos Bo & Nina nær Roskilde, hvor de nu får lov til at tilbringe hele sommeren i fred og ro  -  langt fra hopperne  -  men i godt selskab med et par andre unghingste. Det giver masser af leg og venlige slåskampe, og det udvikler muskler og adfærd. Først til efteråret henter vi dem hjem igen til en vinter med omsorg og opdragelse!

 

Maj: Så blev alle de sidste føl født; læs mere i afsnittet ”Føl”!!!

Maj bød også helt ekstraordinært på Roskilde Dyrskue!! Dyrskuet har aldrig tidligere ligget så tidligt, og da hopperne samtidigt (pga. det kolde forår) næsten alle har folet 2 uger for sent, ja så nåede vi desværre slet ikke at få en Cob følhoppe med til Roskilde; ØV!!

 

Til gengæld havde vi fin succes med Victoria! Hun fik 23 points i sin klasse og kvalificerede sig dermed til finalen om titlen som Skuets Bedste 3 års hoppe. I denne finale (med ca. 20 deltagere) endte hun på en hædersfuld og flot 3. plads, få points fra fløjen!

 Foto: Charlotte Jensen

Bellavista var også med, men da hun midt i mønstringen trådte forkert og blev små-halt, måtte hun rykke en plads og et point ned i rækken. Hun fik således en 2. plads og 22 points, men dommerne fortalte, at hvis hun ikke havde haft dette lille uheld, ville hun have vundet klassen og have fået 23 points! Det havde jo været herligt, så vi må bare prøve igen!

Bellavista blev i øvrigt flot mønstret af Nadia, der i mange år har hjulpet os med hestene. Som barn af nogle af vores allerbedste venner er Nadia nærmest en del af familien, og da hun selv er aldeles hestetosset, er det jo oplagt, at hun er med næsten hver gang, vi er til show. Nadia er selv en meget dygtigt dressurrytter, med flere top-ponyer i stalden, men mønstringen i Roskilde var hendes debut på denne front.

 

April: Så fik vi taget hul på showsæsonen; og sikken en start!!!

Foto: Marianne Jensen

Matti blev BEST-IN-SHOW på Dorthealyst d. 29. april ved plageskuet, og minsandten om ikke også lillebror Limelight nåede hele vejen i finalen, hvor han endte som nr. 5.

Foto: Marianne Jensen

 Foto: Charlotte Jensen

 Foto: Karoline

Også Zamba deltog, og også hun vandt sin klasse. I semifinalen nåede hun langt, men endte på en 3. plads og fik dermed lige netop ikke adgang til finalen.

 Foto: Charlotte Jensen

Marts: Vi har efter en lang og træls vinter nu endelig håb om lidt forår. Lærken synger, erantis og vintergækker blomstrer, tulipanerne kigger så småt op, og vi har set de første viber. Men gisp, hvor vi glæder os til sol, forår og grønt græs.

 

Alle følhopperne ser nu ”stensikre” ud; selv gamle Eclipse, der ikke har fået levende føl i mange år, ser ud til at være højdrægtig. Så nu krydser vi blot fingre for, at vi før føllet levende ud! Vi kunne rigtig godt unde Eclipse, der elsker at gå med føl, at få en sommer mere med føl ved siden. Og vi ville selv glæde os meget over endnu et Eclipse-føl.

 

B. Valhalla føl 2006

 

 Valhallas Ivanhoe

  Født d. 30. maj. Hingst. Sort med stor blis & 4 høje sokker.

  Far: Danaway Zedan  Mor: Valhallas Hillary

Årets sidste føl kom efter superhoppen Hillary, Danmarks mest vindende Welsh, der fik endnu en forrygende flot, sort søn!

Det nye føl er uden tvivl det mest ”malede” Cob føl, vi nogensinde har fået! Han har en stor blis (men ikke ud over øjnene!), lyserød mule med fine sorte pletter, og 4 høje sokker, der går til og delvist op på knæ og has! Jo, der er farver på! Og med sin flotte sorte kulør, er der ingen tvivl om, at han bliver aldeles spektakulær, uanset om han bliver avlshingst og/eller køre-/ridehest!

Hvad det bliver til, må den kommende tid vise os. Foreløbigt glæder vi os bare over en rigtig flot og livlig fyr, der som ovenstående fotos (de 2 nederste er fra 30. juli) viser har stor udstråling og  masser af bevægelse.

 

 

 Valhallas Zorba

  Født d. 26. maj. Hingst. Brun med stjerne, snip og 4 sokker.

  Far: Danaway Zedan  Mor: Valhallas Hazel

Hazel folede kort efter midnat, den ”morgen” dyrskuet i Roskilde startede. Både Hazel og Lady var tilmeldt i Roskilde, idet vi håbede, at blot en af dem nåede at fole. Men som det fremgår lykkedes det ikke; Lady folede 2 dage før og Hazel samme morgen, så kravet om at føllet skal være min. 14 dage, kunne vi ikke rigtig opfylde!

Hazels søn er nærmest en maskulin kopi af hende selv, og det lover jo aldeles fremragende! Han er rigtig godt bygget, køn og med stor udstråling, og så er han allerede meget tillidsfuld. Vi venter spændt på at følge hans udvikling!

 

 Valhallas Ladybird (”Lady Burt”)   SOLGT!!

  Født d. 24. maj. Hoppe. Sort med stjerne og 3 sokker.

  Far: Danaway Zedan  Mor: Trevallion Lady Lillian

Så fik vi endelig en levende datter efter Lady; og endda en sort!!!! -  præcis som ønsket!!

Lady folede som sædvanligt uden at få en sveddråbe frem på halsen, så alarmen gik først, da hun havde folet; snydt igen, igen!!!! Jeg nåede først ned i stalden, da hendes lille, meget livlige datter gjorde sine første forsøg på at stå op!

Ladybird er præcis som håbet og ønsket, en yndig sag. Kønt hoved, stor udstråling, masser af bevægelse -  og meget feminin. Hun bliver formentlig en lidt smart Welsh Cob, men til gengæld rigtig lækker, og med den sorte farve og de flotte aftegn bliver hun én, der fanger øjet! I panden har hun f.eks. et nærmest formfuldendt spørgsmålstegn!

Dertil kommer, at hun er renavlet Trevallion, idet alle 4 bedsteforældre er Trevallion: T.Valentino, April, Flash Jack & Miss Moneypenny  -   en ren perlerække, der blot understreger, at Ladybird bliver en meget interessant show- & avlshoppe.

Lige fra starten har der således forståeligt nok været stor interesse for at købe den ”unge dame”; og hun er nu solgt til et rigtig godt nyt hjem, hvor hun både skal være avls- og ridehest!

 

  

 Valhallas Abigail             SOLGT!

  Født d. 1. maj. Hoppe. Sort med stjerne og 4 sokker.

  Far: Danaway Zedan  Mor: Valhallas Emma

Emma folede, ligesom sin mor med ca. 14 dages forsinkelse, natten til d. 1. maj. Også Emma fik et rigtig kønt og velbygget hoppeføl -  endda overraskende stort, når man tænker på den relativt lille far. Føllet har ligesom som sin ¾ søster meget kønt hoved, flotte aftegninger og stor udstråling.

Abbey er nu ca. 1 måned gammel, og hun har udviklet sig aldeles fornemt! Hun er et stort og kraftigt føl, men samtidigt med det kønneste hoved Emma nogensinde har avlet, og udstrålingen lyser på lang afstand.

Vi er således ”bange for”, at hun er et af de allerbedste føl, vi har avlet!  Hun er nemlig allerede solgt til Britt H. Nielsen, der i mange år har været en de mest trofaste og engagerede ”Emma-fans”!!! Britt har længe ”stået i kø” til et hoppeføl, og derfor glæder vi os selvfølgelig meget over, at Britt har købt et så lovende føl!!!

 

 Valhallas Evita

  Født d. 25. april. Hoppe. Sort med blis og 4 sokker.

  Far: Danaway Zedan  Mor: Rotherdale Eclipse

21 år gamle Eclipse folede med ca. 14 dages forsinkelse natten til d. 25. april og fik det dejligste, sorte hoppeføl med en perfekt ”tegning”: Velformet stjerneblis og 4 hvide sokker!! Hun er meget yndig med kønt hoved og meget udtryk, så hun tegner lovende. Alene det forhold, at hun er Eclipses første hoppeføl siden Emma (10 år i år), gør os stærkt begejstrede. Og da Eclipse ikke har fået levende føl i 6 år grundet forskellige problemer, er det jo ekstra herligt, at hun i år har fået et fint føl. Eclipse er en bragende stolt mor, og hun passer på sit føl som en ørn!

Evita er nu godt 1 måned gammel og udvikler sig flot! Hun er stor og stærk, men samtidigt køn og med rigtig god udstråling. Oveni kommer et dejligt roligt og tillidsfuldt temperament; hun er således et af de mest kælne føl på folden.

Welsh Mountain pony  -  sec.A

Valhallas Buttercup  SOLGT!

 Født d. 2. april. Hoppe. Palomino, 4 sokker.

 Far: Pendock Buttonhole  Mor: Pendock Bellavista

Pendock Bellavista, vores nye Welsh Mountain hoppe, folede d. 2. april og fik et yndigt, palomino hoppeføl med blis og 4 hvide sokker. Bellavistas føl er efter superhingsten Pendock Buttonhole:

 

Buttercup er nu 2 måneder gammel og har prøvet en masse: Hun er blevet en af pigernes yndlinge -  en rigtig ”lommehest”, der er kælen som bare pokker   -  og så har hun været med sin mor på dyrskue. Det giver erfaring med at køre lastbil, at blive trukket rundt blandt et mylder af mennesker, klapvogne, kreaturer, balloner, candy floss, paraplyer og meget andet. Og alt tager hun med stoisk ro!

Buttercup er netop solgt til den erfarne hestemand Kim Boxenbaum; hos Kim skal hun være med til at grundlægge et nyt Welsh Mountain stutteri, og det er vi sikre på, at hun har kvalitet til!